Gå til hovedindhold

Kontrakt, vederlag og vilkår ved døgnplejefamilie

Vederlag og vilkår afhænger af det enkelte barns behov og er fastsat i individuelle aftaler mellem rådgiver, Familieplejen og den enkelte plejefamilie. Det er ofte, men ikke altid sådan, at den ene af plejeforældrene må gå ned i tid eller helt holde op med at arbejde i en periode.

Indhold

    Kontrakt

    Kontrakten og ansættelsen foretages af Familieplejen i Hedensted Kommune

    På kontrakten fremgår de aftaler, der individuelt aftales omkring det enkelte barn. Det kan f.eks. være, hvornår der gives kørselsbidrag, ferieafholdelse, forsikring hvis plejebarnet forvolder skade på plejefamiliens indbo, hvem der henter og bringer barnet ved for eksempel samvær, tavshedspligt, opsigelse og så videre.

    Vederlag

    Beregningsgrundlaget for plejefamiliens løn kaldes vederlag. Vederlag er en skattepligtig ydelse for den af jer, som underskriver kontrakten med kommunen. Hedensted Kommune benytter gennemsnitsmodellen ved vederlagsfastsættelse. 

    Fastsættelse af vederlagets størrelse vurderes bl.a. ud fra:

    • plejebarnets behov for hjælp og støtte.
    • de krav kommunen stiller til dine kompetencer.
    • den indsats som plejebarnets anbringelse kræver af dig som plejefamilie.
    • den indsats du som plejefamilie skal gøre i forhold til samvær mellem plejebarnet og dets forældre.
    • om du kan varetage et fuldtidsjob eller ej samtidig med plejeopgaven.

    Vederlag er ikke pensionsgivende (ift. arbejdsgiverbetalt pension). Den enkelte plejefamilie kan dog selv indbetale til pensionen.

    Der udbetales et kost og logi beløb, som dækker plejebarnets forsørgelse og almindelige fornødenheder.

    Kost- og logi beløbet er et fast beløb, som fastsættes af Socialministeriet.

    Kost- og logi beløbet er en skattefri ydelse, som udbetales til plejefamilien.

    Kost­- og logi beløbet skal bl.a. dække:

    • kost (inkl. skolemælk o.l.)
    • logi (værelse, seng, stol, bord, sengetøj, lys, vand, varme)
    • vedligeholdelse af værelset
    • vask inkl. vaskepulver
    • personlig hygiejne (sæbe, shampoo, bleer, creme, deodorant, hygiejnebind, prævention)
    • div. salver og medicin, som ikke er lægeordineret
    • frisør
    • fødselsdagsgaver til klassekammerater o.l.
    • småreparationer af cykel incl. punktering cykellygter incl. batterier
    • div. skoleremedier (taske, pennalhus, passer, lineal, lommeregner o.l.)
    • brug af mobil
    • buskort til barnet/den unge til fritidsaktiviteter m.v.
    • udgifter til fritidsaktiviteter skal tages ud af omkostningsdelen
    • udgifter til babysitter/barnepige ved biograf/teaterbesøg
    • udgifter til babysitter/barnepige ved forældremøder i plejebarnets daginstitution, skole o. l kørsel til daginstitution, skole, læge, tandlæge, kammerater, fritidsaktiviteter
    • opsparing til ferie og lejrskole

    Evt. særlig kørselsgodtgørelse efter statens laveste takst aftales ved indgåelse af kontrakt eller efter aftale med barnets rådgiver.

    Der udbetales herudover et tøj- og lommepenge beløb til plejebarnet/ den unge.

    Disse beløb er også skattefrie. Det er forventningen, at du som plejefamilie administrerer disse beløb for eller sammen med plejebarnet - alt efter barnets alder og modenhed.

    Beløbene er fastsat af Socialministeriet og varierer efter plejebarnets alder.

    Derudover kan plejefamilien søge barnets rådgiver om at få dækket ekstraordinære udgifter.