Kontrakt, vederlag og vilkår ved aflastningsfamilie
Aflastningsfamilier, som samarbejder med Hedensted Kommune, ansættes på en kontrakt og aflønnes med vederlag.
Som aflastningsfamilie får du udbetalt vederlag samt kost og logi-beløb for de dage, du har plejebarnet i aflastning.
Vederlag og vilkår er forskellige fra barn til barn og fastsættes ud fra en samlet vurdering af barnets situation og de krav, der stilles til jer.
På kontrakten fremgår de aftaler, der individuelt aftales omkring det enkelte barn. Det kan f.eks. være antal vederlag, bevillingsrammen, antal aflastningsdøgn pr. måned eller år, hvornår og til hvad der gives kørselsbidrag, ferieafholdelse, forsikring hvis aflastningsbarnet forvolder skade på plejefamiliens indbo, hvem der henter og bringer barnet, tavshedspligt og så videre.
Vederlag
Beregningsgrundlaget for aflastningsfamiliens løn kaldes vederlag. Vederlag er en skattepligtig ydelse for den af jer, som underskriver kontrakten med kommunen. Vederlaget prisfastsættes årligt efter retningslinjer fra Kommunerens Landsforening.
Fastsættelse af vederlagets størrelse vurderes bl.a. ud fra:
- aflastningsbarnets behov for hjælp og støtte
- de krav kommunen stiller til dine kompetencer
- den indsats som aflastningsbarnets anbringelse i aflastning kræver af dig som plejefamilie
Honoreringssystemet betyder, at kommunen hvert år vurderer og forhandler vederlaget med dig.
Lønnen som aflastningsfamilie er ikke pensionsgivende (ift. arbejdsgiverbetalt pension).
Den enkelte aflastningsfamilie kan dog selv indbetale til pensionen.
Kost og logi-beløbet
Som aflastningsfamilie, får du udbetalt et kost- og logi beløb,for de døgn barnet er i aflastning. Det et fast beløb, som fastsættes af Socialministeriet. Beløbet skal dække de almindelige udgifter, der er forbundet med at have et ekstra barn i huset ex. mad, lys, varme, entrebilletter m.v.
Kost- og logi-beløbet er en skattefri ydelse. Vederlag, samt kost-og logi beløbet honoreres efter indberetning.
Som aflastningsfamilie modtager du ikke tøj og lommepengebeløb, da du ikke har ansvaret for forsørgelsen af aflastningsbarnet.
Evt. særlig kørselsgodtgørelse efter statens laveste takst aftales ved indgåelse af kontrakt eller efter aftale med barnets sagsbehandler.
Der bevilges som hovedregel ingen øvrige udgifter.
Praktiske oplysninger
Aflysning af aftalt aflastning meddeles senest 1½ døgn før – ellers er aflastningsfamilien berettiget til vederlag, dog ikke til udbetaling af kost- og logibeløbet. Gentagne aflysninger skal meddeles til socialrådgiveren af hensyn til opfølgning på sagen.
Diana Damgaard Ørnfelt
Dag- og Døgntilbuddet Bakkevej / Læring
Telefon:
79 91 83 54
E-mail: Diana.Ornfelt@Hedensted.dk